Ingeborg Rørbye
Info
Ingeborg Rørbye
Humor er en forunderlig ting. Den får folk til at trække på smilebåndet, samtidig med at den, når den er bedst, kan have nogle alvorligere undertoner.
Ingeborg Rørbyes assemblager er et glimrende eksempel på dette. Typisk er de sammensat af noget todimensionelt, f.eks. et minitryk af et maleri, et landkort eller en plakat og noget tredimensionelt, en legetøjsfigur, en miniguitar eller objekter fra et dukkehus. Specielt er Ingeborg Rørbye glad for figurer fra Tintin-albummene, Tintin selv eller de klodsede detektiver Dupond og Dupont.
Førstehåndsindtrykket er ren og skær visuel fascination af de pågående og farveglade værker. Næste fase er en associationsbaseret tolkning, der kan føre en i mange retninger.
Minimaleriet i ”Guldalder” viser et motiv typisk for 1800-tallets danske guldalderkunst. Og det guldmalede kasseapparat? Ja, det kunne henvise til gulddelen. Det faktum, at det var rige mennesker, der købte malerierne i 1800-tallet, ligesom det er rige mennesker, der køber guldalderkunst i dag. Og egernet og uglen? Hvem ved? Egernets pels er gylden, og uglen er et traditionelt symbol på klogskab. De kloge narrer de mindre kloge – og tjener derved flere penge. Kunne det være det? Måske. Andre muligheder foreligger.
”Cheval blanc”? Ja, der er jo en hvid hest. Og så er der en hvid klovn. Tintin er også hvid og det i en sådan grad, at i han i Tintin i Congo morer sig kosteligt over de barnlige sorte indfødte (Hergé tog senere afstand fra sit album fra 1931). Den karikerede sorte løvehund kan symbolisere denne underliggende racisme.
”Romance” er mere tricky, bortset fra at kærlighed og flirt åbenlyst er temaet. To buster af en herre og dame fra 1700-tallet er i en intim tête-à-tête. Ved siden af står to cocktailglas, hvis indhold nok stammer fra flasken med Absolut Vodka. Maleriets betydning er sværere at tolke. Det er Sonia Delaunays ”Rytme” fra 1938 i den såkaldt orfistiske stil, en spirituel abstrakt kunstretning promoveret af Sonia og hendes mand, Robert. Maleriets todelte komposition kunne i denne sammenhæng ses som kærlighedens to aktører. At Ingeborg Rørbye har valgt et maleri af Sonia og ikke den kunsthistorisk set mere berømte Robert, kan tolkes som et feministisk perspektiv, en hyldest til de ofte oversete kvindelige kunstnere gennem tiden.
Nogle af de ovennævnte tolkninger er klare nok. Andre mere subjektive, måske endda tvivlsomme. I bund og grund gør det ikke så meget. Ingeborg Rørbyes assemblager er ikke som en matematikopgave med kun én gyldig løsning. De er åbne for fortolkninger, og så er de, fremfor alt, skønne at kigge på.
Tom Jørgensen
Info
